Mudderkager og skrivelængsel

I nat drømte jeg, at jeg væltede om i en kæmpe mudderpøl. Som i mange drømme, var det ikke helt klart for mig, hvad jeg skulle, men jeg var meget fin – altså inden jeg væltede. Sko med hæle, børstet hår, kjoleværk, makeuptingeling og smykkeståhej. Lidt af en lækker sild, kunne man måske synes, hvis man var i det humør. Glad og fro var jeg i hvert fald – lige indtil jeg væltede. SMASK, sagde det, og så lå jeg der og var slet ikke hverken fin eller sildelækker længere, men mere at sammenligne med en glad so i en svinesti om foråret efter en lang vinter indendørs. Bare uden glad – jeg var slet ikke glad.

Jeg skulle endda noget vigtigt. Noget, hvor mudder i hele femøren faktisk slet ikke var en god ide. Og derfor blev jeg i sagens natur lidt stresset. For hvad nu?

Jeg lå og kravlede lidt rundt. Det var også mørkt, selvfølgelig – og koldt. Og jeg anede da ikke, hvordan jeg hverken skulle komme op eller videre. Og hen hvor jeg skulle, det ville jeg ikke,

men kunne jeg bestemme? Næ nej, jeg skulle møde op. Og der var ikke tid til hverken bad eller vådservietter, så jeg måtte bare troppe op, helt ækel, som jeg pludselig var.

Det underlige er, at jeg vågnede glad og med lyst til at lave mudderkager, som da jeg var barn. For i min drøm trådte jeg ind i et lokale, hvor alle sad og ventede, og hvor det der mudder ikke rigtig betød noget

Og hele dagen har jeg haft drømmen i mig, fordi jeg ved, at der i drømme ofte er noget på spil. Noget, som en dybere del af mig selv har lyst til at fortælle mig enten et syret, et dybt eller et sjovt eventyr om. Og da det altid er noget, der kommer fra mig selv, og jeg altid selv er den, der skal skrive mig ind i det og evt. fortolke det, så er det en rejse i min egen bevidsthed.

I januar holdt jeg hver torsdag skrivegruppe for en skøn gruppe skriveglade kvinder. Vi mediterede, hvilket ikke bringer en så dybt som søvnen, men som alligevel har sin egen mulighed for at lade den mediterende dykke ned i dybere lag af egen bevidsthed, hvis man ønsker det.

Meditationen er vi fælles om, skriveoplæggene er i sagens natur ens for alle, fordi vi mødes live. Historierne får også ofte en form for fælles rød tråd – men i øvrigt er de så forskellige, som vi er som individer. Det er meget givende for mig, når jeg efterfølgende får lov til at læse med. Og delingen er også noget, de fleste melder tilbage om, som en skøn del af skrivegruppen.

Vil du med i min næste skrivegruppe, som jeg kalder Skriv dig hel, så er der stadig plads. Vi begynder den 10. marts, og du kan læse mere her: Skriv dig hel 

Skriver du dig på mit nyhedsbrev, vil du modtage en video med en meditation og et par skriveøvelser, så du lige kan få en fornemmelse for, hvad det hele går ud på.

Vil du ikke med, så er det også helt i orden, men prøv engang at dykke ned i ordene og fantasiens vidunderlige ubegrænsethed. Du er selv en skattekiste af eventyr og fortælling, og ordene er et vidunderligt redskab.

Og en ting, min mudderdrøm mindede mig om, er, hvor lykkelig sådan en so er, når den møfler rundt i sit mudder – og hvor glad jeg selv var som barn, når jeg solgte mudderkager i min legebutik. Og det alene fortæller mig, at leg og fantasi er skønt og vigtigt.

Øf og smask og kærlige, mudderdryppende skrivehilsner

Karoline

En sjælsvej

2019 var et vildt år for mig. Vildt og forunderligt. For i 2019 udgav jeg begge mine to novellesamlinger, “Fanden” og “Og hun dansede”, og det satte gang i en ny livsbane for mig. En livsbane, hvor jeg begyndte at følge mit hjerte og min intuition i ligeværdigt samspil med min rationelle fornuft.

Og inden du står helt af, så læs lige lidt mere med – for det betyder ikke, at jeg lever i en papkasse eller at mine børn sulter. Det betyder heller ikke, at jeg er ligeglad med andre mennesker – tværtimod.

Det betyder blot, at jeg forsøger at balancere den traditionelle, rationelle tankegang om, at et fornuftigt, fast arbejde er den eneste rigtige vej at gå, og at man kun er lykkelig, hvis ens egen ligusterhæk er en smule grønnere end naboens ligusterhæk. Jeg søger efter at balancere den fornuftstyrede tankegang med en intuitiv og hjertestyret tankegang. De to tankeformer tilsammen gør mig mere hel – og at være mere hel betyder, at jeg er mere lykkelig, selv når jeg er trist.

I østen kalder de det Yin og Yang – jeg er begyndt at tage min Yin alvorligt.

Jeg tog et spring ud i hjertestyret spontanitet, da jeg udgav mine bøger. For jeg vidste jo godt, hvor svært det er at sælge noveller – særligt som ukendt debutant. Jeg vidste, at det sikkert ville give økonomisk underskud. Ingen lokkede mig eller fortalte mig, at det ville være anderledes. Alligevel tog jeg springet med de to udgivelser, og jeg vil gerne fortælle dig, hvorfor det var den bedste beslutning for mig.

Faktisk gik processen i gang i 2018. Når jeg husker tilbage, sad jeg dengang fast i en enorm kreativ blokering. Og at sidde fast i kreativ blokering er virkelig ikke sjovt, når man er født med en sjæl, der trives med kreativ udfoldelse. Som barn skrev og tegnede jeg. Mit barndomshjem var fuld af kreativitet. Min mor syede og farvede garn med planter i badekarret. Min far havde træværksted der, hvor andre parcelhuse havde soveværelse. Da jeg blev teenager, lavede vi mørkekammer i brusenichen, og så stod jeg der med sort tape for dørsprækkerne og legede med fremkaldervæske og fixativ, mens jeg fremtryllede mine første fotografier.

Mit hjerte var altid i ro, når de kreative sysler stod på, og i dag forstår jeg, at det var fordi, jeg var på min sjælsvej.

Og hvad er så en sjælsvej. Tja, det er den tilstand, hvor man lytter til sin inderste tone og lader en intuitiv glæde lede vejen. Sjælsvejen er den mest direkte vej til balance i mine øjne. Det er også den mest ægte måde at være med sig selv i verden på, og derfor den måde, man lettest kan være i verden for andre og sammen med andre. Bryder man sig ikke om ordet sjæl, kan man bare sige integritet, for integritet betyder jo netop, at man har balance mellem sin gøren og væren – mellem ord og handlinger.

Måske fordi vi lever i en super rationel kultur, kan det føles som et vovestykke at gå denne sjælsvej. Frygten for, hvad andre tænker, er enorm. Det ser jeg nu som voksen. Frygten gør, at vi som mennesker på underlig, snørklet vis får sat forhindringer op for os selv. At vi leder efter alt det, der kan bevise, at det nok er en dårlig ide med den sjælsvej. At lykken i virkeligheden handler om bare at passe ind og gøre som alle de andre – hvem de så i grunden er, de der andre. Sådan tænkte jeg dengang, uden helt at tænke det. For det er jo først nu, jeg forstår, at følger jeg ikke mit eget hjerte, så er jeg her ikke rigtigt. Så gør jeg noget og siger noget andet, og så er det, min følelse af integritet glider.

Mit fornuftstyrede livsvalg som ung voksen blev, at jeg blev skolelærer med dansk og billedkunst som linjefag. Under uddannelsen var jeg altid gladest, når jeg var i værkstedet, eller når vi havde skriveworkshops. Jeg kunne og kan nørde med detaljer i en uendelighed, og tid og rum forsvandt. Men dengang føltes det alt for usikkert og ufornuftigt at vælge en mere kunstnerisk vej i livet. Skolelærer smagte nok lidt af ord og lugtede lidt af billeder – men som profession var skolelærer ikke det rigtige valg for mig – det var et uddannelsesvalg, der udelukkende var truffet af den ene hjernehalvdel.

Som uddannet lærer fik jeg 32 børn med i billedkunstlokalet, og det var da også skønt, og jeg kan faktisk rigtig godt lide børn – der var bare ikke længere plads til min egen kreativitet, og jeg gik hjem hver eftermiddag og var lidt udmattet. Og ja, hvem er ikke træt efter en arbejdsdag? Jeg er da også helt flad efter en dag med kreativitet. Men jeg er ikke udmattet på samme måde, som jeg var, dengang jeg ikke lyttede til mig selv.

Langsomt krøb min egen kreativitet ind i en lille, lukket kasse i mit hjerte, for jeg lyttede ikke til længslen. Og efter en tid glemte jeg, hvor nøglen var.

Til at begynde med føltes det fint nok, jeg var jo bare et menneske med en hverdag. Men langsomt blev min nedlukkede længsel til et pres indefra. Som om jeg havde låst en del af mig selv inde i den lille boks. Som om jeg kun var halvt tilstede, mens jeg vandrede ud ad livets lige vej.

Jeg husker, at jeg en dag skulle rydde op, og at jeg fandt nogle af mine gamle malerier i kælderen. Og jeg siger ikke, at det var genial kunst. Siger blot, at det var et stykke af mig malet på et lærred. Min reaktion var, at vi da bare kunne smide dem ud. Men mens jeg sagde ordene, begyndte jeg at græde. Den del af mig, som var låst væk, ruskede i tremmerne, og den lille boks i hjertet var ved at sprænges. Så jeg gemte malerierne væk uden at smide dem ud, og så vandrede jeg videre ad min lige vej.

Det var først som 44-årig, på en bakketop i Hjørring, jeg fandt nøglen til den lille kasse i mit hjerte. Langsomt og et skridt ad gangen foldede den gemte del af mig sig ud. Først var det med lidt tid til at tegne, så et skrivekursus, et malekursus, en smule mod til at dele, et støttende fælleskab … og pludselig væltede kreativiteten ud som en flod.

Jeg udgav begge mine novellesamlinger i 2019. Jeg udgav dem hos Forlaget Forfatterskabet, fordi det er det forlag, jeg allerhelst vil være hos. Fordi det er et forlag drevet af den samme visionære kraft om ikke bare at gøre som alle andre, men at gøre det, som man mener er bedst.

Jeg udgav ikke mine bøger for at tjene penge på dem. Jeg udgav dem, fordi jeg gerne ville dele mine historier, OG fordi de to udgivelser er vigtige skridt på min sjælsvej.

Det sjove er, at alle mulige uventede ting begyndte at ske, da først jeg gav slip og begyndte at lytte til min egen længsel. Og i dag er bøgerne på forunderlig vis alligevel min levevej. Ikke pga bogsalg alene, men fordi jeg nu har startet min egen virksomhed op, hvor jeg sælger timer som redaktør og korrekturlæser, og hvor jeg nu udbyder intuitive skrivekurser. Jeg er fattigere på penge, end jeg var før – i hvert fald lige nu. Men jeg er gladere, fordi jeg har fået min sjæl med.

Og bare for lige at understrege det. Andre behøver ikke at have samme længsel som jeg. Min vej er ikke alles vej. Der er heller ikke noget galt med ligusterhække eller fornuftige og rationelle livsvalg. Jeg har ikke lagt hele den side væk selv. Jeg har heller ikke en mission om, at nu skal jeg bare forsvinde i min egen navle. At finde sig selv handler nemlig også om at finde sig selv som en del af fælleskabet, med empati og ansvarlighed.

Min mission med dette skriv er udelukkende at formidle den tanke, at lægger man hele sin eksistens over i den ene side af hjernen, så er der en risiko for, at man kan føle sig lidt halvt tilstede i livet. Og halve mennesker finder hurtigt halve løsninger og bliver halve spejlbilleder for andre.

Så lyt til hele dig, luk ind, hvad du hører, når din sjæl hvisker, og led efter din egen balance.

Livet er forunderligt og fyldt med både  lys og skygge, og det er værd at leve det både forlæns og baglæns, ligeud og off-road.

Kærlige hilsner

Karoline