Mudderkager og skrivelængsel

I nat drømte jeg, at jeg væltede om i en kæmpe mudderpøl. Som i mange drømme, var det ikke helt klart for mig, hvad jeg skulle, men jeg var meget fin – altså inden jeg væltede. Sko med hæle, børstet hår, kjoleværk, makeuptingeling og smykkeståhej. Lidt af en lækker sild, kunne man måske synes, hvis man var i det humør. Glad og fro var jeg i hvert fald – lige indtil jeg væltede. SMASK, sagde det, og så lå jeg der og var slet ikke hverken fin eller sildelækker længere, men mere at sammenligne med en glad so i en svinesti om foråret efter en lang vinter indendørs. Bare uden glad – jeg var slet ikke glad.

Jeg skulle endda noget vigtigt. Noget, hvor mudder i hele femøren faktisk slet ikke var en god ide. Og derfor blev jeg i sagens natur lidt stresset. For hvad nu?

Jeg lå og kravlede lidt rundt. Det var også mørkt, selvfølgelig – og koldt. Og jeg anede da ikke, hvordan jeg hverken skulle komme op eller videre. Og hen hvor jeg skulle, det ville jeg ikke,

men kunne jeg bestemme? Næ nej, jeg skulle møde op. Og der var ikke tid til hverken bad eller vådservietter, så jeg måtte bare troppe op, helt ækel, som jeg pludselig var.

Det underlige er, at jeg vågnede glad og med lyst til at lave mudderkager, som da jeg var barn. For i min drøm trådte jeg ind i et lokale, hvor alle sad og ventede, og hvor det der mudder ikke rigtig betød noget

Og hele dagen har jeg haft drømmen i mig, fordi jeg ved, at der i drømme ofte er noget på spil. Noget, som en dybere del af mig selv har lyst til at fortælle mig enten et syret, et dybt eller et sjovt eventyr om. Og da det altid er noget, der kommer fra mig selv, og jeg altid selv er den, der skal skrive mig ind i det og evt. fortolke det, så er det en rejse i min egen bevidsthed.

I januar holdt jeg hver torsdag skrivegruppe for en skøn gruppe skriveglade kvinder. Vi mediterede, hvilket ikke bringer en så dybt som søvnen, men som alligevel har sin egen mulighed for at lade den mediterende dykke ned i dybere lag af egen bevidsthed, hvis man ønsker det.

Meditationen er vi fælles om, skriveoplæggene er i sagens natur ens for alle, fordi vi mødes live. Historierne får også ofte en form for fælles rød tråd – men i øvrigt er de så forskellige, som vi er som individer. Det er meget givende for mig, når jeg efterfølgende får lov til at læse med. Og delingen er også noget, de fleste melder tilbage om, som en skøn del af skrivegruppen.

Vil du med i min næste skrivegruppe, som jeg kalder Skriv dig hel, så er der stadig plads. Vi begynder den 10. marts, og du kan læse mere her: Skriv dig hel 

Skriver du dig på mit nyhedsbrev, vil du modtage en video med en meditation og et par skriveøvelser, så du lige kan få en fornemmelse for, hvad det hele går ud på.

Vil du ikke med, så er det også helt i orden, men prøv engang at dykke ned i ordene og fantasiens vidunderlige ubegrænsethed. Du er selv en skattekiste af eventyr og fortælling, og ordene er et vidunderligt redskab.

Og en ting, min mudderdrøm mindede mig om, er, hvor lykkelig sådan en so er, når den møfler rundt i sit mudder – og hvor glad jeg selv var som barn, når jeg solgte mudderkager i min legebutik. Og det alene fortæller mig, at leg og fantasi er skønt og vigtigt.

Øf og smask og kærlige, mudderdryppende skrivehilsner

Karoline

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *