Hvem er jeg? – kort fortalt.

Født i 1973 i Nordsjælland og opvokset i en typisk kernefamilie med mor og far og to piger.

At være skovbørnehavebarn i Danmarks første skovbørnehave har helt klart sat sine spor i mig. Når jeg tænker tilbage på min barndom, er det ofte med indre billeder af bøgeskove.

Jeg var ven med snegle og nisser – også da jeg blev lidt større, og min veninde Kristina og jeg oprettede vores egen klub med navnet DV (Dyrenes Værn). Vi førte logbog over alle de dyr, vi kastede vores enorme passion over. Jeg har bogen endnu. Hele to optegnelser blev det til.

”1) Divito – Flue – DØD”, står der. Og død var den helt sikkert. Knastør i den solvarme vindueskarm på mit pigeværelse, kunne selv det mest ihærdige genoplivningsforsøg ikke nytte ret meget. Divito var overgået til de evige fluemarker. Vi begravede ham i en rød plastikhjerteæske bag transformatorstationen. Jeg tænker, han ligger der endnu. Hvem ved, om nogen finder ham en gang om 2000 år og spinder en fantastisk historie over den kongeligt begravede flue.

Andet genoplivningsforsøg bogførte Kristina og Karoline som: ”Frida – regnorm – REDDET”.

Med min voksenlogik tvivler jeg lidt. Men dengang var vi sikre i sagen. Med stivfrosne barnehænder, fik vi hakket et tre cm dybt hul i den vinterhårde jord, hvorefter vi lagde en temmelig indtørret regnorm ved navn Frida ned i hullet. Hullet blev dækket og så ventede vi ellers, til forårssolen begyndte at tø det nordsjællandske landskab op. Og miraklet var sket. Selv samme sted, som vi havde nedgravet den lille pind af en regnorm, fandt vi nu en velnæret orm i fuld forårsvigør.  Det var bevis nok for os. Og ingen modsagde os, så vi havde helt sikkert ret.

Da skoletid og gymnasium var ovre, var jeg helt uden begreb om, hvad jeg ville med mit liv. Efter et skønt højskoleophold, ville jeg være noget med teater og kunst, tror jeg. Men jeg manglede mod til at gøre noget alvorligt ved mine drømme. Flyttede til Århus med en veninde. Fremlejet lejlighed og bare en kuffert. Og af en eller anden grund en halvanden meter høj smedejernslysestage, som jeg absolut skulle have med i IC3 toget (hvis det da hed et IC3 tog dengang).

For at gøre en lang livshistorie en smule kortere, flakkede jeg rundt og klarede mig ganske fint i 4 år, før mit hoved vandt over mit hjerte, og jeg valgte at læse til lærer i stedet for at blive kunstner. Man kan jo ikke leve af den slags, vel!?

Jeg var en glad nok lærer. Såmænd var jeg det. Men ikke lykkelig.

Så mødte jeg Martin og vi fik Sofie. Martin var diplomat, så med lille 1 årige Sofie på armen, drog vi til Bangladesh på en udepost, som det hedder i Udenrigsministeriet. Vi fik Bjørn undervejs og alle fire har vi høstet oplevelser nok til flere liv.

Da vi flyttede hjem igen skulle børnene finde vej ind i den danske institutionsverden. Når pædagogerne spurgte min lille 2 årige, hvad han lavede i legekøkkenet, svarede han,: ”I am making Dahl.”

”Laver du dej”, svarede pædagogerne indlevende. ”Nej, hvor lækkert. Skal vi så bage småkager?”

Sådan var der mange ting, der lige skulle på plads.

Efter 3 år i Danmark, flyttede vi til Uganda, hvor jeg brugte det første år på at køre mine børn i skole og hente dem igen. I Kampalas helt sindssyge trafik, tog det mig 25 ugentlige timer bare at udføre dette lille morjob, hvilket gjorde mig en anelse træt i hovedet. Så vi flyttede tættere på den internationale skole, hvor børnene gik, og jeg fik job der.

Det var gode år. År med potholes, giraffer og bare tæer i januar. 3 år med alskens kulturoplevelser, vi aldrig vil glemme.

Men vi savnede nogle rødder. Særligt på børnenes vegne. Næste eksotiske post blev derfor Nordjylland. Og her har vi også skullet vænne os til at bo, men vi elsker det. Bøgeskoven fra min barndom har jeg ikke fundet endnu. Men vinblæste skæve træer er her nok af. Venlige mennesker ligeså.

For udover børnenes rødder, kærede vi os også om den insisterende drøm i mig om, at finde tid og ro til kreativiteten igen. Vi købte et lille hus på en vindblæst bakketop. Billigt nok til, at vi nu lever for Martins løn, så jeg kan skrive, lave mine billeder og arbejde mig ind på drømmen om at kunne sælge nok af det hele til, at der en dag kan blive en slags indtægt ud af det.

Jeg har i 2019 udgivet mine to novellesamlinger ”Fanden og 39 andre småmorbide, hverdagsmagiske skyggefortælliner” og ”Og hun dansede”. Begge bøger er udgivet hos Forlaget Forfatterskabet, og jeg har fra første sekund nydt mit samarbejde med det dedikerede lille forlag (som i øvrigt vokser med raketfart).

”Og hun dansede” har jeg illustreret selv. Her på siden har du mulighed for at se og købe håndlavede tryk fra novellesamlingen. Du kan også købe mine bøger her, men ikke fordi jeg sælger dem billigst. Mere fordi der er læsere, som gerne vil have en personlig hilsen i bogen.

Du kan også se mine malerier. De er også til salg.

Plan og drøm er både at lave kurser i kreativitet og skrivelyst, holde foredrag og oprette en blog. Men ting tager heldigvis tid, hvis de skal være gode.

Tak fordi du læste med

Karoline